L 121 Forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven, statsskatteloven og kildeskatteloven samt om ophævelse af lov om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v. og omkostningsdækningsloven.

(Omkostningsdækning i skatteankenævnssager, udvidet adgang til bindende forhåndsbesked og sammenskrivning af skatteproceslove).

Af: Skatteminister Carsten Koch ()
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven udvider den gældende ordning med omkostningsdækning i visse skattesager til også at omfatte omkostningsdækning i skatteankenævnssager, ligesom tilskud fra almennyttige fonde til dækning af visse udgifter til førelse af skattesager fritages for beskatning.

Endvidere indeholder loven en sammenskrivning af skattestyrelsesloven, lov om bindende forhåndsbesked, omkostningsdækningsloven og bestemmelser om tavshedspligt i statsskatteloven og kildeskatteloven.

Endelig udvider loven adgangen til at få bindende forhåndsbesked samt gennemfører en justering af reglerne for betaling for en bindende forhåndsbesked.

Det fremgik af skatteministerens fremsættelsestale, at det overordnede formål med lovforslaget var at styrke borgernes retsstilling på skatteområdet.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 116 stemmer.
Partiernes ordførere
Jens Peter Vernersen (S), Svend Aage Jensby (V), Gitte Seeberg (KF), Jes Lunde (SF), Elisabeth Arnold (RV), Kim Behnke (FP), Sonja Albrink (CD) og Frank Aaen (EL)