Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag om motiveret dagsorden:
D 93. Af Martin Glerup (S), Anni Svanholt (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV) og Bent Hindrup Andersen (EL).
Fremsat ................ FF 6603
Vedtaget ................ FF 6629
D 94. Af Peter Hansen-Nord (V), Eva Møller (KF) og Kim Behnke (FP).
Fremsat ................ FF 6608
Bortfaldet ............... FF 6629
D 95. Af Ole Donner (DF).
Fremsat ................ FF 6626
Bortfaldet ............... FF 6629
Fuld tekst:
D 93. Af Martin Glerup (S), Anni Svanholt (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV) og Bent Hindrup Andersen (EL):
»Folketinget bekræfter regeringens kulstop som led i Energi 21«-planens gennemførelse og i bestræbelserne på at opfylde den danske målsætning om en minimumsreduktion af CO2-udslippet i Danmark med 25 procent frem til år 2010 som led i internationale aftaler for reduktion af CO2-udslippet og opfordrer til, at kulstoppet afspejles i investerings- og forskningspolitikken på energiområdet.
For at sikre at reduktionsmålet nås, kræver det imidlertid en samtidig forstærket indsats for energibesparelser og en forceret udnyttelse af vedvarende energikilder, herunder nye indsatsområder som solceller og bølgeenergi, og Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde herfor.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
D 94. Af Peter Hansen-Nord (V), Eva Møller (KF) og Kim Behnke (FP):
»Folketinget pålægger regeringen
- at sikre fortsat anvendelse af kul i kraftvarmeværker, hvor kul indgår som en del af det samlede brændsel i kombination med miljøvenlige brændsler for at fastholde og udbygge danske multibrændselsteknologier,
- at sikre private og virksomheder adgang til at investere i havvindmøller og samtidig fjerne bopælskriteriet for investering i havvindmøller,
- at erstatte regeringens grønne afgifter over for erhvervslivet med en målrettet international indsats for ens forpligtende CO2-afgifter,
- at arbejde målrettet internationalt for de af Europa-Kommissionen foreslåede reduktionsmål,
- at arbejde målrettet internationalt for fælles regler for omsættelige miljøtilladelser samt
- at arbejde målrettet internationalt for fælles regler for fælles gennemførelse af reduktionsmål.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
D 95. Af Ole Donner (DF):
»Folketinget pålægger regeringen
- at fastholde en bred vifte af brændsler i den danske energiforsyning, så Danmarks afhængighed af enkelte brændsler undgås,
- at sikre grundlaget for fortsat udvikling af forskellige brændselsmiks på eksisterende og nye værker,
- at arbejde for at staten, amterne og kommunerne går foran i gennemførelsen af allerede valgte energispareprogrammer og effektiviseringstiltag samt
- at undersøge og afprøve andre adfærdsregulerende virkemidler end afgifter i miljø- og energipolitiken.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Afstemning:
D 93 vedtaget med 54 stemmer (S, SF, RV og EL) mod 45 (V, KF, FP, CD og DF).
D 94 og D 95 var dermed bortfaldet.