F 35 Hvad kan udenrigsministeren oplyse om regeringens holdning til situationen i Tyrkiet, herunder landets krænkelser af menneskerettighederne og undertrykkelse af nationale mindretal?

Til: Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (RV)
Samling: 1996-97
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 51. Af Gert Petersen (SF) og Søren Søndergaard (EL).

Fremsat ............... FF 3868
Bortfaldet ............... FF 3891

D 52. Af Henning Gjellerod (S), Ulla Tørnæs (V), Per Stig Møller (KF), Jørgen Estrup (RV) og Arne Melchior (CD).

Fremsat ............... FF 3870
Vedtaget ................ FF 3891

Fuld tekst:

D 51. Af Gert Petersen (SF) og Søren Søndergaard (EL):

»Idet Folketinget konstaterer

- at der sker grove overtrædelser af menneskerettighederne i Tyrkiet,

- at det kurdiske folks ret til eget sprog og egen kulturel identitet krænkes, og

- at der i udbredt grad anvendes tortur - også mod børn opfordrer Folketinget regeringen til

- at arbejde aktivt for en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål, bl.a. ved at undersøge muligheden for et nordisk fredsinitiativ

- at arbejde for, at al bistand til Tyrkiet bliver indstillet, indtil landet overholder grundlæggende menneskerettigheder

- at rejse spørgsmålet om det tyrkiske militærs ødelæggelse af omkring 3.000 kurdiske landsbyer ved den europæiske menneskerettighedskommission

- at yde støtte til NGO'er, som arbejder for menneskerettigheder i Tyrkiet

- at undgå politisamarbejde med de tyrkiske myndigheder, der kan misbruges af disse til at overtræde menneskerettighederne og

- at arbejde for ovenstående politik i alle relevante internationale fora.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 52. Af Henning Gjellerod (S), Ulla Tørnæs (V), Per Stig Møller (KF), Jørgen Estrup (RV) og Arne Melchior (CD):

»Folketinget bekræfter den danske regerings politik over for Tyrkiet, der bygger på samarbejde og tilknytning til Europa gennem NATO, Europarådet, OSCE og EU.

Folketinget

- udtrykker dyb bekymring over menneskerettighedssituationen i Tyrkiet og vender sig mod den tyrkiske regerings forsøg på at løse det kurdiske spørgsmål overvejende ved anvendelse af militære midler,

- opfordrer regeringen til gennem en fortsat dialog, bilateralt og i international sammenhæng at arbejde for, at Tyrkiet sikrer respekten for menneskerettighederne og søger en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål,

- slår fast, at Tyrkiet fortsat bør fastholdes som partner i det europæisk-atlantiske samarbejde og på de internationale forpligtelser, der følger heraf.

Herefter går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 52 vedtaget med 89 stemmer (S, V, KF, RV, FP, CD og DF); 14 (SF og EL) stemte hverken for eller imod.

D 51 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Henning Gjellerod (S), Ulla Tørnæs (V), Per Stig Møller (KF), Gert Petersen (SF), Jørgen Estrup (RV), Annette Just (FP), Arne Melchior (CD), Søren Søndergaard (EL) og Pia Kjærsgaard (DF)