F 15 Hvad kan regeringen oplyse om målsætningen for udviklingen af det danske velfærdssamfund?

Af: Bruno Jerup (EL) , Jette Gottlieb (EL) og Frank Aaen (EL)
Til: Socialminister Karen Jespersen (S) Statsminister og Poul Nyrup Rasmussen (S)
Samling: 1996-97
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 46. Af Bruno Jerup (EL):

Fremsat ............... FF 3445
Forkastet ............... FF 3489

D 47. Af Villy Søvndal (SF):

Fremsat ............... FF 3462
Forkastet ............... FF 3489

Fuld tekst:

D 46. Af Bruno Jerup (EL):

»Idet Folketinget konstaterer vigtigheden af at forbedre velfærdssamfundet og give alle borgere mulighed for at bruge deres ressourcer til gavn for sig selv og samfundet, opfordrer Folketinget regeringen til at arbejde for

- at alle borgere er sikret et ordentlig økonomisk forsørgelsesgrundlag og

- at alle borgere får mulighed for at udfolde sig under frie former i sociale, kulturelle, arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige og demokratiske sammenhænge.

I den forbindelse pålægges regeringen

- at gennemføre individualprincippet i alle sociale forhold

- at fremsætte forslag til udviklingen af et enstrenget system til overførselsindkomster, herunder førtidspensionerne, og

- at forbedre efterløns- og orlovsordningerne, herunder forbedre satserne, så de svarer til maksimum dagpenge.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 47. Af Villy Søvndal (SF):

»Idet Folketinget konstaterer, at de største trusler imod velfærdssamfundet er massearbejdsløsheden og masseudstødelsen, hullerne i de offentlige servicetilbud og den borgerlige hetz imod velfærdssamfundet, pålægger Folketinget regeringen

- at tage markante skridt til at imødegå masseudstødelsen ved en bedre fordeling af arbejdet og ved satsning på uddannelse

- at gøre op med ventelisterne og forbedre den offentlige service inden for sundheds-, børnepasnings- og ældreområdet

- at imødegå den borgerlige hetz imod velfærdssamfundet ved at demokratisere, videreudvikle og øge kvaliteten af den offentlige service og ved at målrette ydelser, tilskud og fradrag, der skal sikre en reel omfordeling til fordel for de dårligst stillede.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 46 forkastet, idet 4 (EL) stemte for, 104 (S, V, KF, SF, RV, FP, CD og DF) imod.

D 47 forkastet, idet 13 (SF og EL) stemte for, 95 (S, V, KF, RV, FP, CD og DF) imod.
Partiernes ordførere
Jørn Pedersen (S), Flemming Oppfeldt (V), Pia Christmas-Møller (KF), Villy Søvndal (SF), Bjørn Elmquist (RV), Tom Behnke (FP), Mimi Jakobsen (CD), Bruno Jerup (EL) og Poul Nødgaard (DF)