B 96 Forslag til folketingsbeslutning om dansk nej til EU som juridisk person.

Af: Keld Albrechtsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Samling: 1996-97
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Europaudvalget (EUU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til i EU's regeringskonference at nedlægge veto imod forslag om at gøre EU til juridisk person.«

Forslagsstillerne henviste i bemærkningerne til, at Det Europæiske Råd på et møde i Dublin i 1996 i topmødekonklusionen godkendte, at der skulle forhandles om traktatændringer med henblik på at gøre EU til juridisk person, dvs. at der skulle gives Europa-Kommissionen juridisk kapacitet på hele Unionens område. Forslagsstillerne henviste i den forbindelse til, at der forelå forskelligt materiale, hvoraf det fremgik, at der i sådanne tilfælde kunne opstå en problemstilling vedrørende suverænitetsoverdragelse, således at grundlovens § 20 ville finde anvendelse.

Forslagsstillerne var ifølge bemærkningerne under alle omstændigheder modstandere af at tillægge Unionen status som juridisk person, idet dette ville udgøre et helt afgørende element i opbygningen af en føderal statsmagt.
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Charlotte Antonsen (V), Kent Sand Kirk (KF), Anne Baastrup (SF), Annette Just (FP), Keld Albrechtsen (EL) og Kristian Thulesen Dahl (DF)