B 88 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne for aflønning af deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter.

Af: Aage Frandsen (SF) , Helge Sander (V) , Brian Mikkelsen (KF) , Tom Behnke (FP) og Jette Gottlieb (EL)
Samling: 1996-97
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen om at sikre, at reglerne for aflønning af deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter blev ændret, således at disse personer fik vederlag for deres arbejde i stedet for løn og dermed ligestilledes med visse andre, der modtager vederlag for borgerligt ombud.

Det var forslagsstillernes opfattelse, at det arbejde, de nævnte persongrupper udførte, kunne minde om borgerligt ombud og derfor burde honoreres som sådant.

I anledning af beslutningsforslaget nedsatte Indenrigsministeriet en arbejdsgruppe, som skulle afdække visse forhold vedrørende deltidsansatte brandfolk, redningsmænd, digevagter og strandfogder. Arbejdsgruppen afsluttede sit arbejde med en rapport i marts 1997.