B 63 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af lovgivning vedrørende distriktspsykiatri og socialpsykiatri m.v.

Af: Anne Baastrup (SF) og Steen Gade (SF)
Samling: 1996-97
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at fremsætte lovforslag, dels om mål og rammer for distriktspsykiatrien og dels om mål og rammer for socialpsykiatrien. Endvidere skulle der etableres samarbejdsudvalg mellem hospitalspsykiatri, distriktspsykiatri og socialpsykiatri.

Undervisningsministeren blev pålagt at sikre den tilstrækkelige efter- og videreuddannelse inden for psykiatrien, og regeringen blev endelig pålagt at sikre udviklingen af forsknings- og udviklingsstrategier inden for psykiatrien.

Det var forslagsstillernes opfattelse, at det allerede i slutningen af 1980'erne havde vist sig, at hverken amtskommuner eller kommuner levede op til de grundlæggende forudsætninger for opgivelsen af totalinstitutionerne, og at der derfor nu var behov for en egentlig lovgivning på området.
Partiernes ordførere
Jørn Pedersen (S), Tove Fergo (V), Karen Højte Jensen (KF), Anne Baastrup (SF), Vibeke Peschardt (RV), Tom Behnke (FP), Bruno Jerup (EL), Sonja Albrink (CD) og Pia Kjærsgaard (DF)