B 25 Forslag til folketingsbeslutning om tilbagetrækning af beskæftigelsesforslag.

Samling: 1996-97
Status: Bortfaldet
Beh sammen med B 26.

Efter 1. beh henvist til Europaudvalget (EUU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at trække sit forslag om ændringer af Maastricht-Traktaten vedrørende beskæftigelse tilbage.

Det fremgik af bemærkningerne, at forslagsstillerne var af den opfattelse, at regeringen burde have søgt forhandlingsmandat i Folketingets Europaudvalg, før regeringen fremsatte sit forslag om traktatændringer om beskæftigelse. Men regeringen ville ifølge bemærkningerne til beslutningsforslaget ikke søge mandat, og et flertal i Europaudvalget havde ved afgivelse af en beretning af 10. september 1996 om proceduren vedrørende regeringskonferencen 1996 givet regeringen mulighed for at fremsætte en række traktatændringsforslag uden at søge mandat hertil i udvalget.

I konsekvens heraf havde forslagsstillerne meddelt, at Folketinget efter deres mening burde tage stilling til regeringens traktatforslag, så der kunne sikres en åben debat i Folketingssalen, hvor de enkelte partier kunne komme med deres synspunkter og det kunne blive afklaret, om der faktisk var flertal for regeringens forslag.

Beslutningsforslaget blev behandlet sammen med et tilsvarende beslutningsforslag om ændringer af Maastricht-Traktaten vedrørende flertalsafgørelse om afgifter, jf. B 26.
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Charlotte Antonsen (V), Kent Sand Kirk (KF), Elisabeth Arnold (RV), Annette Just (FP), Keld Albrechtsen (EL) og Kristian Thulesen Dahl (DF)