B 21 Forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen skal foreslå brugen af hemmelige protokoller i EU standset.

Af: Keld Albrechtsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Samling: 1996-97
Status: Bortfaldet
Beh sammen med B 20 og B 32.

Efter 1. beh henvist til Europaudvalget (EUU).

I beslutningsforslaget blev regeringen opfordret til i EU at stille forslag om, at brugen af hemmelige protokoller i EU's Ministerråd blev afskaffet.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget henviste forslagsstillerne til et lignende beslutningsforslag nr. B 24 fremsat i folketingsåret 1995-96, jf. omtalen i Årbog & Registre 1995-96 side 221.

Ved første behandling af forslaget fra sidste folketingsår omtalte udenrigsministeren et sæt retningslinjer (adfærdskodeks) for offentliggørelse af erklæringer til Ministerrådets protokoller, som EU's udenrigsministre havde vedtaget den 2. oktober 1995. Udenrigsministeren henviste i den forbindelse til, at denne adfærdskodeks havde haft en virkning, idet Rådet den 21. december 1996 havde samlet erklæringerne i et dokument og vedtaget at offentliggøre dem uden undtagelse.

Forslagsstillerne påpegede i den forbindelse i bemærkningerne, at den omtalte kodeks kun vedrører offentliggørelse af mødeprotokoller og erklæringer til mødeprotokoller i de tilfælde, hvor Rådet optræder som lovgivende myndighed. Som adfærdskodeksen blev udformet, garanterer den ikke offentliggørelse af alle vedtagne hemmelige erklæringer, og forslagstillerne mente heller ikke, at den afskaffede den udemokratiske brug af erklæringer, som nogle gange efter forslagsstillernes opfattelse helt udvandede eller ændrede kvaliteten af det formelle direktiv, som Ministerrådet vedtager.

Under henvisning hertil og til det videre forløb omkring de hemmelige erklæringer havde forslagsstillerne stillet forslag om, at alle hemmelige erklæringer afskaffedes som tillæg til Ministerrådets protokol.

Efter første behandling af beslutningsforslaget afgav Europaudvalget en generel beretning nr. 5 af 24. januar 1997 om brugen af hemmelige protokoller i EU. I denne beretning opfordredes regeringen til fortsat at arbejde for, at brugen af erklæringer til protokollen, som ikke offentliggøres, begrænses yderligere med henblik på afskaffelse heraf.
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Eva Kjer Hansen (V), Henriette Kjær (KF), Lene Espersen (KF), Steen Gade (SF), Elisabeth Arnold (RV), Annette Just (FP), Keld Albrechtsen (EL) og Kristian Thulesen Dahl (DF)