B 127 Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling og reduktion af administrative byrder.

Samling: 1996-97
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at tage de nødvendige initiativer til nedbringning og forenkling af regelmængden samt til lettelse af de administrative byrder.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget henviste forslagsstillerne til en af regeringen udarbejdet rapport (»Kortlægning af danske virksomheders indberetninger og indbetalinger til det offentlige«) fra december 1996, hvoraf det fremgik, at virksomhederne blev belastet med ca. 4.000 indberetninger om året. Endvidere henvistes til, at der var ca. 18.000 love, bekendtgørelser og cirkulærer, hvilket var udtryk for en modsatrettet udvikling i forhold til, hvad der var blevet sagt af statsministeren og skiftende erhvervsministre om regelforenkling og afbureaukratisering.

Initiativerne skulle navnlig tages inden for Skatteministeriets, Erhvervsministeriets, Arbejdsministeriets, Økonomiministeriets, Miljø- og Energiministeriets og Fødevareministeriets ressortområder.
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Svend Erik Hovmand (V), Kai Dige Bach (KF), Niels Langkilde (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Ulla Solvang (RV), Annette Just (FP) og Poul Nødgaard (DF)