L 45 Forslag til lov om ændring af lov om mærkning af videogrammer.

Af: Kulturminister Jytte Hilden (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ophæver bestemmelsen om, at der i folketingsåret
1995-96 skal fremsættes forslag til revision af loven om
mærkning af videogrammer (videofilm).

Reglerne om mærkning af videofilm blev indført ved lov
nr. 435 af 1. juni 1994, som også indeholdt en bestemmelse
om, at loven skulle tages op til revision i folketingsåret
1995-96. Statens Filmcensur fandt imidlertid på tidspunktet
for fremsættelsen af lovforslaget, at der endnu ikke var
indhøstet tilstrækkelig mange erfaringer med ordningen, og
forslaget indeholdt derfor en udskydelse af lovens revision
til folketingsåret 1998-99.

Da det imidlertid i forbindelse med Kulturudvalgets
behandling viste sig, at der var flertal for helt at fjerne
revisionsbestemmelsen, stillede ministeren ændringsforslag
herom. Dette ændringsforslag vedtoges ved 2. behandling.

Lovforslaget vedtaget med 116 stemmer (S, V, KF, SF, RV,
EL og CD) mod 5 (FP og DF).
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), Ester Larsen (V), Agnete Laustsen (KF), Aage Frandsen (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Bent Hindrup Andersen (EL) og Kim Behnke (FP)