L 150 A Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Opholdstilladelser til voldsramte kvinder m.v.).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven bestemmer, at der i forbindelse med inddragelse af opholdstilladelse eller udvisning af en udlænding skal tages hensyn til, om dette vil virke særlig belastende på grund af de overgreb, misbrug el.lign., der har medført, at udlændingen ikke længere samlever med ægtefælle el.lign.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at det var fremsat i overensstemmelse med anbefalingerne i den første delbetænkning fra udvalget for udenlandske kvinders integration og retsstilling i Danmark (betænkning nr. 1303/95). Udvalget fandt, at vold i ægteskab eller samliv burde indgå som et særligt hensyn i udlændingeloven og således medføre, at en tidligere meddelt opholdstilladelse ikke blev inddraget, hvis samlivsophøret skyldtes vold.

Lovforslaget vedtaget med 65 stemmer (S, SF, RV, EL og CD) mod 53 (V, KF, FP og DF).