L 141 Forslag til lov om ændring af lov om levnedsmidler m.m.

(Uddannelse i levnedsmiddelhygiejne m.m.).

Af: Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen ()
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører følgende ændringer i levnedsmiddelloven:

- Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om en obligatorisk uddannelse i levnedsmiddelhygiejne.

- Levnedsmiddelstyrelsen bemyndiges til at varetage autorisation, godkendelse og kontrol efter produktlovene om levnedsmidler på landbrugs- og fiskeriministerens område.

- Justeringer på gebyrområdet.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget forventedes forslaget om obligatorisk hygiejneuddannelse at bidrage til et fald i antallet af levnedsmiddelbårne sygdomme.

Forslaget om at give Levnedsmiddelstyrelsen bemyndigelse til at autorisere virksomheder efter de særlige produktlove om levnedsmidler på Landbrugs- og Fiskeriministeriets område var en del af en gensidig ordning, hvorefter de to ministerier på levnedsmiddelområdet i visse tilfælde kan autorisere efter »fremmed lovgivning.« Ordningen var et led i en forenkling og smidiggørelse af det samlede autorisations- og godkendelsessystem på levnedsmiddelområdet.

Lovforslaget vedtaget med 64 stemmer (S, SF, RV, EL og CD) mod 52 (V, KF, FP og DF).
Partiernes ordførere
Jytte Wittrock (S), Jens Vibjerg (V), Henriette Kjær (KF), Jørn Jespersen (SF), Vibeke Peschardt (RV), Jan Køpke Christensen (FP) og Bruno Jerup (EL)