L 109 Forslag til lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v.

Af: Landbrugs- og fiskeriminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer en forenkling og redaktionel sanering af strukturloven (lovbekendtgørelse nr. 715 af 30. august 1995 om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v.), som gennemfører en række EU-medfinansierede støtteordninger på landbrugsstrukturområdet. Bestemmelserne om de enkelte ordninger er udformet som bemyndigelsesbestemmelser.

Strukturloven, der oprindelig var fra 1986, havde været ændret adskillige gange og var blevet mindre overskuelig, ligesom visse ordninger var ophørt, overført til anden ressort eller ikke anvendt.

Bestemmelserne om de enkelte ordninger blev i lovforslaget foreslået udformet som bemyndigelsesbestemmelser for at undgå lovregulering på områder, der mere hensigtsmæssigt kunne reguleres ved bekendtgørelser.

Det fremgik af bilag til betænkningen over lovforslaget, at ændringer på bekendtgørelsesniveau, der blev foretaget som følge af ændringer i den tilgrundliggende forordning, ville blive fremsendt til Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg inden udstedelsen og efter høring af erhvervets organisationer.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af et ændringsforslag fra landbrugs- og fiskeriministeren. Ministeren fik hjemmel til at udlægge administrationen af landbrugs-/miljøordningerne, miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og demonstrationsprojekter til amtsrådene med henblik på at få størst mulig miljøeffekt af ordningerne.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 6 (FP og DF).
Partiernes ordførere
Peter Christian Christensen (S), Peter Hansen-Nord (V), Lene Espersen (KF), Kristen Touborg (SF), Vibeke Peschardt (RV), Bent Hindrup Andersen (EL) og Niels Højland (FP)