Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag om motiveret dagsorden:
D 62. Af Tove Lindbo Larsen (S), Jørn Jespersen (SF), Elisabeth Arnold (RV) og Sonja Albrink (CD):
Fremsat ................ FF 5479
Vedtaget ................ FF 5507
D 63. Af Keld Albrechtsen (EL):
Fremsat ................ FF 5480
Bortfaldet ............... FF 5507
Fuld tekst:
D 62. Af Tove Lindbo Larsen (S), Jørn Jespersen (SF), Elisabeth Arnold (RV) og Sonja Albrink (CD):
»Folketinget opfordrer regeringen til, inden for rammerne af dansk lovgivning, i verserende og kommende forhandlinger i EU om tilsætningsstoffer som dansk politik at arbejde for:
- den størst mulige begrænsning af anvendelsen af tilsætningsstoffer til levnedsmidler,
- et forsigtighedsprincip, hvorefter et tilsætningsstof kun tillades anvendt, såfremt det ikke indebærer sundhedsmæssige betænkeligheder for forbrugeren, således at berettiget tvivl om et tilsætningsstofs sundhedsmæssige konsekvenser skal komme sundheden og forbrugeren til gode. Herunder skal der tages hensyn til allergi og overfølsomhed ved den sundhedsmæssige vurdering af tilsætningsstoffer og det samlede indtag heraf,
- at et tilsætningsstof ikke må påvirke produktet, således at forbrugeren vildledes,
- at et teknologisk behov for et tilsætningsstof kun anerkendes, når realistiske alternative metoder - som ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt må foretrækkes - ikke findes,
- at basislevnedsmidlerne friholdes for farvestoffer,
- en fastholdelse af den hidtidige restriktive linje med hensyn til nitrit, nitrat og svovldioxid, om nødvendigt under anvendelse af miljøgarantien, samt
- en løbende revurdering og begrænsning af de eksisterende positivlister i EU-regi.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
D 63. Af Keld Albrechtsen (EL):
»Folketinget opfordrer regeringen til som dansk fødevarepolitik at arbejde for,
- at anvendelsen af tilsætningsstoffer begrænses til det mindst mulige,
- at anvendelsen af et tilsætningsstof ikke må vildlede forbrugeren, ved at produktets karakteristika ændres,
- at arbejde for, at et teknologisk behov for et tilsætningsstof kun anerkendes, når alternative metoder - som ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt må foretrækkes - ikke findes og
- et forsigtighedsprincip, hvorefter et tilsætningsstof kun tillades anvendt, såfremt der er en sundhedsmæssig begrundelse herfor,
samt i forhold til EU at arbejde for
- at de enkelte EU-lande frit kan bestemme, at levnedsmidler friholdes for gensplejsede organismer, radioaktiv bestråling, nye fødevaretyper (jf. novel food), farvestoffer, sødestoffer og andre tilsætningsstoffer,
- at miljøgarantien kan anvendes uden begrænsning til beskyttelse af miljø-, sundheds- og forbrugerinteresser - f.eks. i forhold til nitrit, nitrat, sulfitter og svovldioxid,
- at de enkelte EU-lande frit kan indføre nationale mærkningsordninger, og
- at der indføres fuld offentlighed i EU's komiteer.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Afstemning:
D 62 vedtaget med 62 stemmer (S, SF, RV og CD) mod 49 (V, KF, FP og DF); 4 (EL) stemte hverken for eller imod.
D 63 var dermed bortfaldet.