Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag om motiveret dagsorden:
D 47. Af Lotte Henriksen (S), Hanne Severinsen (V), Niels J. Langkilde (KF), Steen Gade (SF), Jørgen Estrup (RV) og Arne Melchior (CD).
Fremsat ................ FF 4776
Vedtaget ................ FF 4806
D 48. Af Keld Albrechtsen (EL).
Fremsat ................ FF 4776
Bortfaldet ............... FF 4806
Fuld tekst:
D 47. Af Lotte Henriksen (S), Hanne Severinsen (V), Niels J. Langkilde (KF), Steen Gade (SF), Jørgen Estrup (RV) og Arne Melchior (CD):
»Idet Folketinget understreger, at virkeliggørelsen af Folketingets dagsorden af 3. december 1992, beretningen af 18. december 1992 om global miljø- og katastrofebistand samt en fortsat miljøindsats inden for rammerne af udviklingsbistanden er væsentlige elementer i den danske opfølgning af Rio-konferencen, konstaterer Tinget,
- at regeringen har fremlagt en samlet strategi for miljøbistand til udviklingslande finansieret over Miljø- og Katastroferammen,
- at strategien bygger på princippet om regionaliseret miljøbistand.
Folketinget opfordrer på den baggrund regeringen til:
- at udbygge hovedindsatsområderne bl.a. med en indsats for bæredygtig energianvendelse ved inddragelse af lokalbefolkning og folkelige miljøbevægelser,
- at prioritere støtte, der forbedrer modtagerlandenes muligheder for at leve op til internationale miljøkonventionsforpligtelser, herunder navnlig klimakonventionen, biodiversitetskonventionen og Montrealprotokollen,
- at miljømæssig bæredygtig udvikling fortsat udbygges som en integreret del i hele udviklingsbistanden,
- at udnytte den danske ressourcebase ved udvælgelse og udførelse af udviklings- og miljøprojekter,
- at regeringen med henblik på forhandling i Folketinget fremlægger en redegørelse om miljøbistanden til udviklingslandene som en del af forberedelsen til FN's RIO 2-generalforsamling, samt
- at der senest i 1998 på baggrund af foretagne evalueringer afgives en redegørelse for den videre udbygning af miljøbistanden til udviklingslandene.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
D 48. Af Keld Albrechtsen (EL):
»Idet Folketinget konstaterer, at miljø- og fattigdomsproblemerne i ulandene hænger sammen og løses i sammenhæng, opfordrer Folketinget regeringen til,
- at miljøbistanden målrettes til de fattige lande og til styrkelse af økologisk produktion, herunder især med henblik på løsningen af problemerne i landdistrikterne, slumområderne i de store byer og i stærkt industrielt forurenede områder, og i den udstrækning de bedrestillede lande bevilges penge at lade disse gå til NGO'ere og til udveksling vedrørende forskning og uddannelse alene,
- at økologisk bæredygtighed udbygges som en integreret del af udviklingsbistanden,
- at katastrofehjælpen som perspektiv har at understøtte den integrerede målsætning for både miljøbistand og udviklingsbistand, og
- at sikre en samlet koordination af udviklingsbistand, miljøbistand og katastrofehjælpen, herunder at overveje om dette bør føre til oprettelsen af et ministerium for disse tre opgaver.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Afstemning:
D 47 vedtaget med 100 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 5 (FP og DF).
D 48 var dermed bortfaldet.