B 97 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et letbanesystem på Amager gennem ændring af lov om Ørestaden m.v.

Samling: 1995-96
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til senest den 1. november 1996 at fremsætte forslag til lov om ændring af lov
om Ørestaden m.v.

Ørestadens letbanesystem skulle etableres som et moderne sporvejssystem, der kunne integreres med et eventuelt kommende letbanesystem i det øvrige københavnske område. Det skulle primært betjene de største eksisterende bolig- og arbejdspladsområder på Amager, og det skulle etableres uafhængigt af salg af grunde i Ørestaden. Endelig måtte investeringen i letbanesystemet maksimalt udgøre 2,6 mia. kr.

Ifølge bemærkningerne til beslutningsforslaget mente forslagsstillerne, at Ørestadsselskabets beslutning om at indføre letbanesystem i form af en minimetro ville blive den dyreste løsning. Da Folketinget i henhold til Ørestadsloven ikke skulle inddrages i valg af letbanesystem, var hensigten med beslutningsforslaget derfor at sikre, at Folketinget fik mulighed for at påtage sig et ansvar i forbindelse med valget af letbanesystem og linjeføring.
Partiernes ordførere
Peter Christian Christensen (S), Hans Christian Schmidt (V), Niels Langkilde (KF), Margrete Auken (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Arne Melchior (CD), Jette Gottlieb (EL), Aage Brusgaard (FP) og Poul Nødgaard (DF)