B 94 Forslag til folketingsbeslutning om forbedret forbrugerbeskyttelse i købeloven.

Samling: 1995-96
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

I beslutningsforslaget blev regeringen opfordret til inden den 15. oktober 1996 at ændre reglerne om forbrugerkøb efter følgende retningslinjer:

- Den absolutte reklamationsfrist ved forbrugerkøb forlænges til minimum 2 år fra salgsgenstandens overgivelse til køberen,

- reglerne for forbrugernes ret til omlevering i tilfælde af mangler forbedres og præciseres,

- det fastslås, at den tid, som medgår til sælgers afhjælpning af fejl og mangler ved salgsgenstanden, lægges til den samlede absolutte reklamationsfrist.

Det var forslagsstillernes opfattelse, at den danske købelov trænger til en modernisering, som stiller forbrugerne bedre med hensyn til mulighederne for at få defekte og mangelfulde varer byttet, når der er tale om varige forbrugsgoder (reklamationsperiodens længde). Der er ligeledes behov for at sikre, at bytteretten ikke udhules af langvarige og gentagne reparationer, som reelt er en væsentlig ulempe for forbrugeren.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Inge Dahl-Sørensen (V), John Vinther (KF), Jørn Jespersen (SF), Bjørn Elmquist (RV), Jette Gottlieb (EL) og Niels Højland (FP)