B 4 Forslag til folketingsbeslutning om ratifikation af partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side af den 24. juni 1994.

Af: Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (RV)
Samling: 1995-96
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Beh sammen med B 5-7.

Efter 1. beh henvist til Europaudvalget (EUU).

Ved folketingsbeslutningen meddeler Folketinget sit samtykke til ratifikation af partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Rusland.

Ved beslutningsforslagene B 4, B 5, B 6 og B 7 blev Danmark i stand til at ratificere partnerskabs- og samarbejdsaftaler med Rusland, Ukraine, Belarus og Moldova.

Ifølge bemærkningerne til forslagene var formålet med aftalerne at styrke såvel det økonomiske som det politiske samarbejde mellem EU og de fire lande. Et væsentligt element i aftalerne var respekten for de demokratiske og markedsøkonomiske principper samt for menneskerettighederne. I modsætning til Europaaftalerne med en række øst- og centraleuropæiske lande var perspektivet om medlemskab af EU ikke indeholdt i partnerskabs- og samarbejdsaftalerne.

Ved fremsættelsen redegjorde udenrigsministeren bl.a. for, hvordan konflikten i Tjetjenien havde betydet, at ratifikationen af aftalen med Rusland havde været stillet i bero.

Beslutningsforslaget vedtaget med 111 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP, CD og DF) mod 6 (EL).
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Charlotte Antonsen (V), Kent Sand Kirk (KF), Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV), Annette Just (FP), Addi Andersen (CD) og Keld Albrechtsen (EL)