B 32 Forslag til folketingsbeslutning om genoprettelse af togforbindelsen København-Gedser-Berlin.

Af: Tommy Dinesen (SF) , Margrete Auken (SF) , Aage Frandsen (SF) , Steen Gade (SF) og Jette Gottlieb (EL)
Samling: 1995-96
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at genoprette togdriften på strækningen København-Gedser-Berlin samtidig med indførelsen af sommerkøreplanen 1996, bl.a. med indsættelse af IC3-tog.

Driften skulle opretholdes i en 2-årig periode, hvorefter projektet skulle tages op til revurdering. Et eventuelt driftsunderskud skulle dækkes over finansloven.

Det fremgik af bemærkningerne, at forslagsstillerne fandt det uforståeligt, at regeringen havde accepteret DSB's idé om at nedlægge togstrækningen Nykøbing F.-Gedser og jernbanefærgen til Warnemünde/Rostock. Forslagsstillerne henviste bl.a. til, at gode og hurtige transportforbindelser er vigtige elementer i Danmarks Østeuropapolitik.
Partiernes ordførere
Søren Hansen (S), Svend Erik Hovmand (V), Stefan G. Rasmussen (KF), Tommy Dinesen (SF), Vibeke Peschardt (RV), Irene Sønderby (CD), Jette Gottlieb (EL) og Aage Brusgaard (FP)