L 86 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., udlændingeloven og lov om social bistand.

(Behandling af asylansøgninger fra personer fra det tidligere Jugoslavien med midlertidig opholdstilladelse m.v.).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Retsudvalget (REU). FF 1917

Loven indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter indenrigsministeren kan fastsætte teknisk-administrative retningslinjer for behandlingen af det store antal asylansøgninger fra personer fra det tidligere Jugoslavien med midlertidig opholdstilladelse, jf. nedenfor.

Loven indeholder endvidere bestemmelser, der vedrører det fremtidige opholdsgrundlag og øvrige vilkår for krigsflygtninge fra det tidligere Jugoslavien, der opholder sig her i landet.

Endelig indeholder loven en særlig bestemmelse om adgangen til at inddrage opholdstilladelser i henhold til udlændingeloven, der er meddelt personer med midlertidig opholdstilladelse.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelsestale og bemærkningerne til lovforslaget, at behandlingen af asylansøgninger fra personer med midlertidig opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. kan udskydes i op til 2 år, og at behandlingen af asylansøgningerne fra krigsflygtningene således skulle begynde i december 1994. Det kunne forventes, at nogle af krigsflygtningene ville få afslag på asyl og derfor efter de gældende regler fortsat skulle have midlertidig opholdstilladelse efter ovennævnte lov.

Baggrunden for lovforslaget var regeringens ønske om at stille krigsflygtningene så lige som muligt, hvad enten de får asyl eller ej.

V, KF og FP var af den opfattelse, at eksjugoslaverne fortsat skulle have midlertidig ophold i Danmark, jf. også lovforslag nr. L 42, og stillede på denne baggrund i tillægsbetænkningen en række ændringsforslag, der ikke blev vedtaget.

Lovforslaget vedtaget med 67 stemmer (S, SF, RV, EL og CD) mod 52 (V, KF og FP).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Pia Kjærsgaard (FP), Elisabeth Arnold (RV), Arne Melchior (CD) og Søren Søndergaard (EL)