L 77 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af arv og gave og forskellige skattelove.

(Lempelse af generationsskifteafgifter m.v.).

Af: Skatteminister Carsten Koch ()
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh

Ved loven lempes og moderniseres generationsskifteafgifterne.

Afgiftsskalaen for arv mellem ægtefæller sammenlægges med skalaen for arv til andre nære pårørende i en ny arveskala A. Afgiftsskala B for arv til forældre og deres afkom samt stedforældre og afgiftsskala C for arv til fjernere slægtninge og ubeslægtede slås sammen i en ny skala B, og afgiftssatserne reduceres væsentligt. Arv til forældre omfattes i alle tilfælde af den nye skala A.

Grænsen for det afgiftsfri bundbeløb for arv til nære slægtninge forhøjes fra 8.000 til 20.000 kr., og afgiftssatsen for arv mellem 50.000 og 100.000 kr. nedsættes fra 8 til 5 pct. Grænsen for det årlige afgiftsfri gavebeløb forhøjes fra 8.000 til 20.000 kr.

Der indføres passivposter ved gaveafgiftsberegningen i situationer, hvor en erhvervsvirksomhed overdrages til den nærmeste familie i levende live under reglerne om skattemæssig succession. Samtidig begrænses ved arv muligheden for skattemæssig succession i aktiver af større værdi end arvelodden, således at successionsadgangen ud over arvelodden kun gælder for arvinger inden for den nærmeste familie.

Lovforslaget var et led i forliget om finansloven 1995 mellem regeringen og Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Der henvises også til L 254 og L 255.

Lovforslaget vedtaget med 118 stemmer (S, V, KF, FP, RV og CD) mod 15 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Peter Brixtofte (V), Flemming Hansen (KF), Jes Lunde (SF), Kristian Thulesen Dahl (FP), Elisabeth Arnold (RV), Bruno Jerup (EL) og Sonja Albrink (CD)