L 71 Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet.

(Forsøgsordning).

Af: Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen ()
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om forsøgsordninger, der sikrer, at patienter, der er henvist til bestemte operationer på offentlige sygehuse, tilbydes operation inden for en samlet ventetid på højst tre måneder.

Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om amtskommunernes betaling for disse operationer.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik, at regeringen i 1993 og igen ved forhandlingerne i 1994 om amternes økonomi havde indgået aftale med amterne om forøgelse af aktiviteten på ventelisteområderne med henblik på opfyldelse af en målsætning om en maksimal ventetid på tre måneder ved udgangen af 1995.

Formålet med lovforslaget var at indføre en hjemmel til sundhedsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af en etårig forsøgsordning, hvorefter pengene følger patienten.

Forsøgsordningen skulle omfatte operation for diskusprolaps og udskiftning af knæled.

Sundhedsministeren ville herved afprøve, hvorledes indførelse af en direkte betaling fra patientens bopælsamt til det behandlende sygehus ville påvirke sygehusenes incitamenter til at forøge aktiviteten og dermed medvirke til en hurtigere afvikling af ventelisterne.

Lovforslaget vedtaget med 121 stemmer (S, V, KF, FP, RV og CD) mod 16 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Lone Møller (S), Jørgen Winther (V), Karen Højte Jensen (KF), Anni Svanholt (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Vibeke Peschardt (RV), Sonja Albrink (CD) og Frank Aaen (EL)