L 63 Forslag til lov om tilskud til Færøernes hjemmestyre for 1995.

Af: Finansminister Mogens Lykketoft (S)
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven fastsættes tilskuddet til Færøerne til 843,4 mio. kr. i 1995, hvilket er en uændret videreførelse af tilskuddet for 1994. Dog reguleres tilskuddet med en procent, der svarer til den gennemsnitlige pris- og lønregulering på statens driftsbudget.

Af bemærkningerne fremgik det, at lovforslaget var del i udmøntningen af en aftale af 17. november 1994 mellem regeringen og det færøske landsstyre.

Ud over reguleringen af tilskuddet blev det endvidere aftalt med Færøernes landsstyre, at der skulle gennemføres en rammelovgivning for social-, sundheds- og undervisningsområdet, som forudsattes vedtaget i Lagtinget og Folketinget inden 1. april 1995. Færøernes landsstyre ville desuden inden udgangen af 1995 fremsætte forslag om udfyldende lovgivning, der skulle gennemføres i Lagtinget til ikrafttræden senest ved udgangen af lagtingssamlingen 1995-96.

Lovforslaget vedtaget med 117 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 6 (FP).
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Christian Mejdahl (V), Lene Espersen (KF), Jes Lunde (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Dorit Myltoft (RV), Frank Aaen (EL) og Erhard Jakobsen (CD)