L 19 Forslag til lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Af: Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen ()
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 20 og B 16.

Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU)

Efter 2. beh direkte overgang til 3.beh.

Ved loven oprettes et samlet universitetssygehusvæsen i hovedstaden, benævnt Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Hovedstadens Sygehusfællesskab omfatter lands- og landsdelssygehusene Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og Bispebjerg Hospital samt Frederiksberg Hospital, Kommunehospitalet, Sundby Hospital og Sct. Hans Hospital. Også de servicefunktioner, der naturligt henhører under sygehusdriften, er omfattet af Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Etableringen af Hovedstadens Sygehusfællesskab muliggør en samling af specialiserede lands- og landsdelsafdelinger, bredere patientgrundlag for de specialiserede sygehusafdelinger, varetagelse af planlagte undersøgelser og behandlinger, øgede muligheder for at reducere antallet af afdelinger, der har døgnvagt samt en styrkelse af grundlaget for den kliniske forskning og undervisning.

Sygehusfællesskabet ledes af en bestyrelse, der har det overordnede ansvar for sygehusfællesskabet.

Regeringen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune indgik den 10. juni 1994 en aftale om kommunernes økonomi. Som et led heri blev det aftalt, at driften af de to kommuners sygehuse og Rigshospitalet ved lov skulle søges udlagt til en ny forvaltningsenhed med virkning fra den 1. januar 1995.

Lovforslaget vedtaget med 86 stemmer (S, KF, FP, RV og CD) mod 52 (Sonja Mikkelsen (S), V, SF og EL).
Partiernes ordførere
Lone Møller (S), Tove Fergo (V), Karen Højte Jensen (KF), Anni Svanholt (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Vibeke Peschardt (RV), Sonja Albrink (CD) og Bruno Jerup (EL)