L 186 Forslag til lov om afgift af bekæmpelsesmidler.

Af: Skatteminister Carsten Koch ()
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører en afgift af de bekæmpelsesmidler, der ved lovens ikrafttræden er godkendelsespligtige efter lov om kemiske stoffer og produkter.

For midler til bekæmpelse af insekter udgør afgiften min. 27 pct. af midlernes højeste detailsalgspris. For midler til bekæmpelse af plantesygdomme m.m. udgør afgiften 13 pct. af værdien. For andre bekæmpelsesmidler videreføres den nuværende afgift på 3 pct.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det var en del af opfølgningen af regeringens handlingsplan til beskyttelse af grundvandet.

Når bekæmpelsesmidler anvendes, vil en del spredes i miljøet og herved forurene jord, vand og luft. Man havde beregnet, at afgifterne antagelig ville få forbruget af bekæmpelsesmidler til at falde med ca. 8 pct., men der var nogen usikkerhed knyttet til denne beregning.

Efter fradrag for de eksisterende afgifter, virkningen af et forventet fald i avancen og virkningen af et lavere salg som følge af afgiften skønnedes nettoprovenuet at udgøre ca. 215 mio. kr.

Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (S, SF, RV, EL og CD) mod 47 (V, KF og FP).
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Mariann Fischer Boel (V), Brian Mikkelsen (KF), Jes Lunde (SF), Aage Brusgaard (FP), Elisabeth Arnold (RV), Bent Hindrup Andersen (EL) og Sonja Albrink (CD)