F 37 Hvilke oplysninger kan regeringen give om de forberedelser og den opfølgning, regeringen arbejder med forud for FN's kvindekonference i Beijing den 6.-15. september 1995?

Til: Minister for udviklingsbistand Poul Nielson (S) Socialminister , Karen Jespersen (S) Statsminister og Poul Nyrup Rasmussen (S)
Samling: 1994-95
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 73. Af Helle Degn (S), Hanne Severinsen (V), Pernille Sams (KF), Anni Svanholt (SF), Vibeke Peschardt (RV), Bruno Jerup (EL) og Sonja Albrink (CD).

Fremsat ................ FF 5925
Vedtaget ................ FF 5940

D 74. Af Annette Just (FP).

Fremsat ................ FF 3931
Bortfaldet ............... FF 5940

Fuld tekst:

D 73. Af Helle Degn (S), Hanne Severinsen (V), Pernille Sams (KF), Anni Svanholt (SF), Vibeke Peschardt (RV), Bruno Jerup (EL) og Sonja Albrink (CD):

»Folketinget konstaterer med tilfredshed, at der i de seneste store FN-konferencer i stigende grad har været fokuseret på betydningen af ligestilling mellem kvinder og mænd.

Såvel spørgsmålet om gennemførelsen i praksis på alle niveauer af de vedtagne målsætninger som tendensen til en række landes stærkere markering af en egentlig modstand mod allerede vedtagne principper, CEDAW- og alle øvrige konventioner om ligestilling, giver imidlertid anledning til stor bekymring og overvejelser om nye strategier.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til både i forbindelse med forberedelsen til den 4. Verdenskvindekonference, under konferencen og efterfølgende at fastholde den linje, der blev udtrykt ved Wien- og Cairokonferencerne og på Det sociale Topmøde i København, der understøtter kvinders individuelle reproduktive og seksuelle rettigheder, økonomiske rettigheder, menneskerettighederne og en lovfæstet adgang til uddannelse samt behovet for den særlige satsning på piger og på kvinders centrale rolle i bekæmpelsen af fattigdom.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for, at rækken af verdenskvindekonferencer fortsættes.

Folketinget opfordrer regeringen til at fremlægge en redegørelse for opfølgningen på den 4. Verdenskvindekonference og ligestillingsaspektet i de øvrige internationale konferencer og fremlægge forslag til både den nationale og internationale opfølgning.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 74. Af Annette Just (FP):

»Idet Folketinget med tilfredshed konstaterer forskellen mellem de to køn, opfordres regeringen til

- at sikre brugen af menneskerettigheder såvel for kvinder som for mænd, således at det enkelte menneske uanset køn sikres mod krænkelser og forfølgelser,

- i erkendelse af, at pigers og kvinders uddannelse er af stor vigtighed for at undgå fattigdom og hermed også undertrykkelse, at arbejde for kønnenes lige og frie adgang til uddannelse.

Herefter går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 73 vedtaget med 105 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 5 (FP).

D 74 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Ingrid Rasmussen (S), Helle Degn (S), Hanne Severinsen (V), Pernille Sams (KF), Anni Svanholt (SF), Annette Just (FP), Vibeke Peschardt (RV), Sonja Albrink (CD) og Bruno Jerup (EL)