Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen om at fremsætte lovforslag, der indebar, at erhvevslivet i løbet af en kortere årrække ville komme til at betale grønne afgifter i det omfang, det var nødvendigt for at få omstillet produktionen til at være økologisk bæredygtig.

Afgifterne skulle udformes, så de i forhold til deres omkostningsvirkning fik den størst mulige effekt inden for bekæmpelse af en række nærmere opregnede miljøproblemer. Provenuet af afgifterne skulle fuldt ud føres tilbage til erhvervslivet, så virksomhederne samlet set ikke fik forringet deres konkurrenceevne.

Beslutningsforslaget indeholdt derudover en opfordring til regeringen om at fremlægge en strategi for en hurtig udfasning af tungmetaller og andre stærkt miljøskadelige stoffer med henblik på et egentligt forbud mod anvendelse efter en kort årrække.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne fandt det kritisabelt, at regeringen endnu ikke halvandet år efter skattereformen i 1993 havde fremsat et eneste lovforslag om grønne afgifter for erhvervslivet. Forslagsstillerne henviste i den forbindelse til en rapport, der var afgivet i april 1994 af det såkaldte Dithmer-udvalg.

Forslagsstillerne fandt, at regeringen og SF snarest burde indgå en aftale om indførelse af grønne afgifter for erhvervslivet, om det niveau de skulle indføres på, om en plan for en gradvis stigning i dem og om den metode, der skulle lægges til grund for en tilbageføring af provenuet til erhvervslivet. Hensigten med beslutningsforslaget var således at fremskynde denne politiske proces til gavn for miljøet.