Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, hvorved der etableres en særlig forsikringsordning for skabende kunstnere (forfattere, komponister, billedkunstnere m.fl.).

Forsikringen skal sikre skabende kunstnere, der ikke har mulighed for at blive medlem af og hæve understøttelse i en arbejdsløshedskasse, en sikring mod periodevis nedgang i indkomsten. Det skal endvidere sikres, at der er sammenhæng mellem den særlige forsikringsordning og kunstnernes skattemæssige forhold.«

Baggrunden for beslutningsforslaget var ifølge bemærkningerne, at skabende kunstnere, dvs. kunstnere, der ikke stod i et egentligt lønmodtagerforhold, havde store problemer med at blive medlemmer af en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere. Som oftest kunne de kun blive medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige. Herfra kunne alene udbetales understøttelse, hvis den selvstændige virksomhed helt ophørte, dvs. kunstneren solgte alle billeder, arbejdsredskaber m.v. Der var efter forslagsstillernes opfattelse derfor et »hul« i lovgivningen, idet de færreste kunstnere var i stand til at leve af deres kunst, men de var som regel heller ikke berettigede til at modtage bistandshjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse.

I udvalgets beretning over beslutningsforslaget tilkendegav et flertal bestående af alle partier med undtagelse af Fremskridtspartiet, at man i efteråret 1995 ville arbejde med en række forskellige elementer til forbedring af forholdene for de skabende kunstnere, herunder

- en eventuel social forsikringsordning,

- en mulig skatteordning til udjævning af kunstnernes svingende indtægter over en længere periode,

- oprettelse af nye arbejdslegater fordelt gennem Statens Kunstfond samt

- en eventuel revision af de livsvarige ydelser på finansloven.