B 13 Forslag til folketingsbeslutning om grøn beskæftigelse.

Af: Jes Lunde (SF) , Aage Frandsen (SF) , Steen Gade (SF) , Holger K. Nielsen (SF) og Anni Svanholt (SF)
Samling: 1994-95
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

'Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 1994 at fremlægge en plan for øget grøn beskæftigelse, der omfatter områderne

- byøkologi

- trafik

- vedvarende energi

- energibesparelser

- vandbesparelser

- jordrensning

- kloakrenovering

- genanvendelse

- økologiske fødevarer og

- naturgenopretning m.v.

Planen skal indeholde en tidsplan for løsningen af en række miljømæssigt meget vigtige opgaver og en angivelse af merbeskæftigelsen og af behovet for direkte finansiering ud over de dagpenge, der bliver gjort aktive ved den øgede indsats.'

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at de i beslutningsforslaget nævnte opgaver efter forslagsstillernes opfattelse for en stor dels vedkommende kunne finansieres ved hjælp af besparelser på arbejdsløshedsdagpenge ved, at ledige kom i arbejde. Herudover ville der være et behov for supplerende finansiering enten gennem besparelser på projekter, der var miljøskadelige, eller gennem nye indtægter med det dobbelte sigte tillige at bidrage til øget miljømæssig bevidsthed ved f.eks. at afgiftsbelægge miljøskadeligt ressourceforbrug.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Peter Brixtofte (V), Mads Lebech (KF), Jes Lunde (SF), Mogens Christensen (FP), Elsebeth Gerner Nielsen (RV) og Frank Aaen (EL)