B 111 Forslag til folketingsbeslutning om skattemæssig ligestilling af børsnoterede og ikkenoterede medarbejderaktier og om skattemæssig beregning på basis af faktisk realiseret gevinst.

Samling: 1994-95
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Beslutningsforslaget indeholdt et pålæg til regeringen om at fremsætte lovforslag, der sikrede en lige skattemæssig behandling af avancer hidrørende fra besiddelse, køb og salg af medarbejderaktier, der var noteret på en fondsbørs, og aktier, der ikke var noteret.

Beslutningsforslaget indeholdt endvidere et pålæg til regeringen om at forenkle aktieavancebeskatningsloven, således

- at opnåelse af skattefrihed for gevinster hidrørende fra beholdninger med en kursværdi under 100.000 kr. efter tre års ejerskab alene blev baseret på, om afhændelsesværdien var under 100.000 kr., og

- at aktie for aktie-princippet blev anvendt frem for gennemsnitsprincippet.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at der i forbindelse med skattereformen i 1993 blev indført en ulige skattemæssig behandling af børsnoterede og ikkebørsnoterede medarbejderaktier. Hovedhensigten med beslutningsforslaget var at ligestille noterede og ikkenoterede medarbejderaktier i skattemæssig henseende, således at de ikkenoterede medarbejderaktier skulle behandles efter samme regler som de noterede.
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Svend Aage Jensby (V), Gitte Seeberg (KF), Jes Lunde (SF), Kristian Thulesen Dahl (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Frank Aaen (EL)