L 5 Forslag til lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v.

Af: Forsvarsminister Hans Hækkerup (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 6 og B 1.

Efter 1. beh henvist til Forsvarsudvalget (FOU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Forsvarsudvalget (FOU).

Ifølge loven skal det militære forsvar

- fremme fred og sikkerhed,

- forebygge konflikter og krig,

- hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet og

- fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne.

Endvidere skal det danske forsvar på mandat af FN eller CSCE med militære midler, direkte eller stillet til rådighed gennem NATO, kunne bidrage til løsning af konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at det var en konsekvens af forslaget til folketingsbeslutning om etablering af en dansk international brigade (nr. B 1) samt af perspektiverne for den internationale udvikling.

Lovforslaget tilsigtede en afløsning af lov nr. 230 af 26. maj 1982 om forsvarets organisation m.v. med de ændringer, der fulgte af lov nr. 252 af 25. april 1990, jf. lovbekendtgørelse nr. 825 af 7. december 1990.

Regeringen var af den opfattelse, at der ved fremsættelsen af lovforslaget ikke eksisterede nogen direkte militær trussel mod grundlæggende danske sikkerhedspolitiske værdier, forstået som nationens eksistens, integritet og suverænitet. En række aktuelle og latente konflikter truede imidlertid udvidede danske sikkerhedspolitiske mål og værdier.

Regeringen fandt, at dansk forsvars formål og opgaver burde tage udgangspunkt i et bredt sikkerhedsbegreb.

Lovforslaget vedtaget med 114 stemmer (S, KF, V, FP, CD, RV og KRF) mod 9 (SF).
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Ingrid Rasmussen (S), Svend Aage Jensby (V), Helge Adam Møller (KF), Pelle Voigt (SF), Kristian Thulesen Dahl (FP), Peter Duetoft (CD), Jørgen Estrup (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)