L 46 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove.

(Andelsselskaber).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven gennemfører ændringer i en række skattelove med henblik på en ændret beskatning af andelsselskaber.

I selskabsskatteloven er indsat en samlet skattepligtsbestemmelse for andelsbeskattede andelsselskaber. Det er en betingelse for andelsbeskatning, at selskabet har mindst 10 medlemmer, og at andelsselskabets omsætning med ikkemedlemmer ikke væsentligt eller længerevarende overskriver 25 pct. af omsætningen. Hvis et andelsselskab ikke opfylder betingelserne for andelsbeskatning, skal det selskabsbeskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Desuden indeholder loven nærmere regler vedrørende andelsselskabers indkomst- og formueopgørelse.

Der er fastsat særlige regler for de tilfælde, hvor et selskab eller en forening m.v. overgår fra andelsbeskatning til beskatning efter andre regler eller omvendt.

Adgangen til skattefri fusion mellem et andelsbeskattet andelsselskab og et aktieselskab er ophævet.

Andelskasser selskabsbeskattes i fremtiden på linje med andre pengeinstitutter.

Endelig er der i selskabsskatteloven indført generel ophørsbeskatning ved overgang til foreningsbeskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

I tilknytning til ændringerne er der foretaget ændringer i en række andre skattelove.

Lovforslaget blev fremsat på baggrund af rapporten fra udvalget til undersøgelse af eventuelle misbrugsmuligheder ved andelsbeskatningen. Udvalget blev nedsat som følge af beslutningsforslag nr. B 29 af 27. februar 1992, der blev vedtaget med tilslutning fra alle partier i Folketinget (jf. Årbog & Registre 1991-92 s. 249).

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 108 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Peter Brixtofte (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Niels Højland (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Ole M. Nielsen (KrF)