L 38 Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om visse forhold på telekommunikationsområdet.

(Finansiering af kortbølgeudsendelser, aktindsigt i programmateriale m.v.).

Af: Kulturminister Jytte Hilden (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3.beh.

Ved loven indføres licensfinansiering af Danmarks Radios kortbølgevirksomhed.

Endvidere indføres lovhjemmel til, at kulturministeren kan stille krav om tekstning af fjernsynsprogrammer af hensyn til døve og hørehæmmede.

Herudover undtages ved loven dele af Danmarks Radios og TV 2's virksomhed fra lov om offentlighed i forvaltningen og visse dele af forvaltningsloven, således at de to institutioner, ligesom det er tilfældet i medieansvarsloven, i højere grad ligestilles med den trykte presse.

Lovforslaget skulle ses på baggrund af en aftale af 16. september 1993 mellem regeringen og SF om licensafgifternes størrelse og Danmarks Radios og TV 2's økonomi i 1994-97. Lovforslaget havde som hovedformål at gennemføre de konsekvensændringer af radio- og fjernsynsloven, der fulgte af aftalen.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 121 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Lise Hækkerup (S), Helge Sander (V), Agnete Laustsen (KF), Birthe Hansen (SF), Kim Behnke (FP) og Tove Videbæk (KrF)