L 260 Forslag til lov om sikring af røgfri miljøer i offentlige lokaler, transportmidler og lignende.

Af: Sundhedsminister Torben Lund (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Ifølge lovforslaget skulle kommunalbestyrelser og amtsråd senest 1. juli 1995 fastsætte regler til sikring af røgfri miljøer på kommunale og amtskommunale arbejdspladser, sygehuse, institutioner, transportmidler m.fl.

På statslige arbejdspladser skulle tobaksrygning ikke være tilladt i fælleslokaler samt i lokaler, hvori der opholdt sig mere end én ansat, medmindre de ansatte var indforstået med rygning eller der blev truffet foranstaltninger, så ingen ufrivilligt blev generet af røg.

Rygning skulle være forbudt ved alle møder i den statslige forvaltning, medmindre samtlige deltagere var enige om at tillade rygning.

Endvidere skulle rygning være forbudt på statslige transportmidler, sygehuse, dag- og døgninstitutioner samt uddannelsesinstitutioner. Rygning skulle dog i alle de nævnte tilfælde være tilladt i særskilte rum, der var indrettet for rygere.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at lovforslagets regler for statens vedkommende svarede til reglerne i Sundhedsministeriets cirkulære af 23. marts 1988 om sikring af røgfri miljøer i statslige lokaler, transportmidler og lignende.

Det var regeringens opfattelse, at ingen ufrivilligt skulle udsættes for andres tobaksrøg, ligesom børn havde et ubetinget krav på, at der ikke blev røget i de lokaler, hvor de opholdt sig.

Endvidere havde en række undersøgelser påvist sundhedsfare ved passiv rygning. Det var derfor regeringens opfattelse, at der var behov for en yderligere sikring af røgfri miljøer.
Partiernes ordførere
Holger Graversen (S), Jørgen Winther (V), Karen Højte Jensen (KF), Birgitte Husmark (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Arne Melchior (CD), Dorit Myltoft (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)