L 198 Forslag til lov om mærkning af videogrammer.

Af: Kulturminister Jytte Hilden (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven fastsættes regler om, at videogrammer (videofilm) skal forsynes med oplysning om deres egnethed for børn og unge.

Loven har følgende hovedelementer:

- Alle videogrammer, der er omfattet af loven, skal indeholde oplysninger om egnethed for børn og unge under 12 eller 16 år.

- Statens Filmcensur foretager vurderingen af videogrammets egnethed.

- Videogrammer, der er mærket som uegnet for børn og unge under 12 eller 16 år, må ikke sælges eller udlejes til disse aldersgrupper.

- Sælgere og udlejere af videogrammer kan straffes med bøde, hvis videogrammet enten ikke er mærket eller på trods af mærkningen udleveres til de nævnte aldersgrupper.

Ifølge lovforslaget skulle kravet om mærkning af videogrammer, der var distribueret inden lovens ikrafttræden med henblik på erhvervsmæssigt salg eller udleje, være opfyldt senest et år efter lovens ikrafttræden. Loven fik sin endelige udformning ved
vedtagelsen af et ændringsforslag stillet i Kulturudvalgets betænkning af KF og V. Ændringsforslaget betød, at kravet om mærkning kun skulle gælde for film, der var fremstillet eller indført efter lovens ikrafttræden.

Lovforslaget vedtaget med 113 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)) mod 8 (FP).
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), H. P. Clausen (KF), Pernille Frahm (SF), Kim Behnke (FP), Lone Dybkjær (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)