L 196 Forslag til lov om ændring af forskellige love for Færøerne om sociale ydelser.

(Satsregulering).

Af: Socialminister Bente Juncker (CD)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU)

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ændrer de færøske sociallove, således at de sociale ydelser på Færøerne reguleres efter hjemmestyrets nærmere bestemmelse med virkning fra 1. januar 1994.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at en konsekvens af indførelsen af arbejdsmarkedsbidrag var, at de sociale ydelser i Danmark bl.a. blev undergivet en ændring af satsreguleringen. Da overførselsindkomster på Færøerne reguleres efter danske regler, ville ændringerne få den utilsigtede virkning, at der ville ske en nedsættelse af de skattepligtige overførselsindkomster på Færøerne.

Efter forslag fra landsstyret foreslog socialministeren derfor at ændre de relevante færøske sociallove.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 118 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Jørn Pedersen (S), Else Winther Andersen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Tom Behnke (FP), Dorit Myltoft (RV) og Henning Lysholm (KrF)