L 18 Forslag til lov om ændring af lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter.

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 17 og L 22.

Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Lovforslaget skulle bemyndige kommuner og amtskommuner til at oprette produktion og afsætte produkter i forbindelse med oprettelse af lære- og praktikpladser for unge under uddannelse.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget var baggrunden for fremsættelsen, at den store mangel på lære- og praktikpladser havde medført, at erhvervsskolerne i vid udstrækning har måttet oprette praktikkompenserende undervisning for at undgå, at unge blev forhindret i at få en erhvervsuddannelse.

Ifølge forslagsstillerne kunne problemet lettes ved, at kommuner og amtskommuner fik tilladelse til at oprette småindustrier med tilhørende lære- og praktikpladser. For at disse småindustrier kunne fungere som rigtige arbejdspladser, var det ifølge forslagsstillerne naturligvis nødvendigt, at de producerede varer, som kunne afsættes til markedspris.

Den foreslåede hjemmel skulle begrænses til fremskaffelse af praktikpladser, og den skulle derfor også automatisk bortfalde, efterhånden som praktikpladsproblemet forsvinder.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Pia Larsen (V), Pernille Sams (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Poul Nødgaard (FP), Addi Andersen (CD), Lone Dybkjær (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)