L 138 Forslag til lov om ændring af lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves eller inddrives af amtskommuner og kommuner.

(Lønindeholdelse).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Loven indebærer, at gebyrer og morarenter kan inddrives ved indeholdelse eller tilbageholdelse i løn m.v., såfremt de vedrører restancer på kommunale eller amtskommunale ydelser, der også kan inddrives gennem indeholdelse eller tilbageholdelse i løn m.v.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at formålet med forslaget var en forenkling og en effektivisering af den administrative procedure ved inddrivelse af restancer på kommunale og amtskommunale ydelser.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 118 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Else Marie Mortensen (S), Erik Larsen (V), Torben Rechendorff (KF), Pernille Frahm (SF), Poul Nødgaard (FP), Sonja Albrink (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Henning Lysholm (KrF)