L 127 Forslag til lov om ændring af lov om statens uddannelsesstøtte.

(Slutlån, yderligere støttemuligheder ved fødsel og adoption, opfølgning af skattereformen, klageprocedure m.v.).

Af: Undervisningsminister Ole Vig Jensen ()
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3.beh.

Loven gennemfører følgende ændringer i lov om statens uddannelsesstøtte: - Uddannelsessøgende, der mangler klip mod slutningen af deres uddannelse, skal for fremtiden kunne få yderligere lån (slutlån) i det sidste år af uddannelsen. - Forlængelsen af støttetiden i forbindelse med fødsel forhøjes fra 6 til 12 måneder og udvides til også at omfatte adoption. Tilsvarende forlænges perioden for supplerende stipendierater til Ph.D.-studerende. - Beregningen af egenindkomsten tilpasses de ændringer i skattereglerne, der er en følge af skattereformen. - Klageproceduren ændres, således at klage til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten skal indsendes gennem Statens Uddannelsesstøtte.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at mange uddannelsessøgende havde klaget over konsekvenser af klippekortsystemet.

Undervisningsministeren fandt derfor, at det burde overvejes, om der skulle ske en mere gennemgribende omlægning af systemet. Politisk beslutning herom forudsatte imidlertid et større analysearbejde, og i mellemtiden ønskede undervisningsministeren at forbedre de uddannesessøgendes støttemuligheder på nogle få områder allerede i 1994.

Man forsøgte at udforme forslagene således, at de med små merudgifter kunne løse nogle af de aktuelle problemer, uden at det samlede regelsæt blev påvirket.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 6 (FP).
Partiernes ordførere
Hans Peter Baadsgaard (S), Else Winther Andersen (V), John Vinther (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Dorit Myltoft (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)