L 122 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Supplerende dagpenge, nedsættelse af medlemsbidrag for efterlønsmodtagere på trin 2, forhøjelse af mindstesatsen for selvstændige).

Af: Arbejdsminister Jytte Andersen (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ændrer den nedtrapning af de supplerende dagpenge, der foretages, når et medlem af en arbejdsløshedskasse har arbejdet mere end 7,4 timer om ugen. Satsen reduceres nu med 1/2 pct. mod før 1 pct. for hver beskæftiget time i ugen ud over 7,4 timer. For selvstændige erhvervsdrivende forhøjes mindstesatsen fra 2/3 af højeste dagpenge til 70 pct. af disse.

Loven ophæver indtil udgangen af 1995 tidsbegrænsningen for supplerende dagpenge for personer, der i særlig grad er ramt af ledighed.

Endelig nedsættes medlemsbidraget til staten for efterlønsmodtagere på trin 2 fra 1/2 til 1/4 af det ordinære bidrag, hvilket svarer til en nedsættelse fra 1.776 kr. til 888 kr. årligt.

Lovforslaget var en opfølgning af et forlig indgået mellem 7 partier om anvendelsen af den såkaldte satsreguleringspulje for 1994. Det eneste parti, der ikke deltog i forliget, var Fremskridtspartiet.

Lovforslaget vedtaget med 115 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP).
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Helge Sander (V), Per Stig Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Poul Nødgaard (FP), Dorit Myltoft (RV) og Ole M. Nielsen (KrF)