F 31 Vil regeringen redegøre for henvendelsen af 14. december 1993 til 84 af landets kommuner vedrørende etablering af flygtningelandsbyer eller flygtningecentre til yderligere ca. 14.000 flygtninge samt for kommunernes reaktion herpå?

Til: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 55. Af Helge Adam Møller (KF) og Birthe Rønn Hornbech (V).

Fremsat ............. FF 9888
Forkastet ............... FF 9942

D 56. Af Steffen Kjærulff-Schmidt (FP).

Fremsat ............. FF 9914
Taget tilbage ............. FF 9940

Fuld tekst:

D 55. Af Helge Adam Møller (KF) og Birthe Rønn Hornbech (V):

»Folketinget opfordrer regeringen til

- at fordele asylansøgere og personer med midlertidige opholdstilladelser på asylcentre ad frivillighedens vej i samarbejde og dialog med kommuner og kommunale organisationer og uden anvendelse af trusler eller tvangsforanstaltninger,

- at forlænge ordningen om midlertidig opholdstilladelse til personer fra det tidligere Jugoslavien med et år,

- at koncentrere en langt større del af sin hjælp til flygtninge fra Eksjugoslavien i nærområdet for derved for de samme penge at hjælpe 6 gange så mange nødlidende,

- at foretage en klar stramning af sagsgangen vedrørende åbenbart grundløs-proceduren, specielt vedrørende de helt udsigtsløse asylansøgninger fra personer fra det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa.

Herefter går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

D 56. Af Steffen Kjærulff-Schmidt (FP):

»Folketinget udtaler, at der mod befolkningens ønsker ikke må etableres flere flygtningelandsbyer og flygtningecentre i Danmark.

For at sikre, at regeringen, amter og kommuner kan danne sig et korrekt indtryk af befolkningens synspunkter, opfordrer Folketinget regeringen til at foranstalte en folkeafstemning om relevante temaer i Danmarks flygtningepolitik senest i forbindelse med folketingsvalget i 1994.

Herefter går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 55 forkastet, idet 42 (KF, V og FP) stemte for, 66 (S, SF, CD, RV og KRF) imod.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Helge Adam Møller (KF), Jens Jørgensen (KF), Gert Petersen (SF), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Peter Duetoft (CD), Bjarne Ørum (RV) og Henning Lysholm (KrF)