B 97 Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 199 om DSBs adgang til at indgå som hovedaktionær i Aalborg Omnibus Selskab A/S tilbage fra Finansudvalget.

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer trafikministeren til at trække aktstykke nr. 199 af 11. april 1994 tilbage fra Finansudvalget. I aktstykket søger ministeren om tilslutning til, at DSB erhverver aktier for 11,3 mio. kr. (nominelt 10,44 mio. kr.) og herved bliver hovedaktionær med 58 pct. af aktiekapitalen i Aalborg Omnibus Selskab A/S.«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at salget til DSB af forslagsstillerne blev opfattet som en provokation, idet Aalborg Omnibus Selskab A/S, jf. DSB's formålsparagraf, ikke var en landsdækkende aktivitet eller en aktivitet, der havde til formål at forbedre den kollektive trafik på landsplan. Det var forslagsstillernes opfattelse, at købet ikke var en DSB-opgave, men en opgave for private vognmænd.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 44 (KF, V og FP) stemte for, 69 (S, SF, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)) imod.
Partiernes ordførere
Else Marie Mortensen (S), Svend Heiselberg (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Tommy Dinesen (SF), Ole Donner (FP), Kim Behnke (FP), Charlotte Enevoldsen (CD), Hans Larsen-Ledet (RV) og Ole M. Nielsen (KrF)