B 89 Forslag til folketingsbeslutning om åbenhed, folkelig medvirken samt sikrere og mere demokratisk behandling af EU/EF-sager i Folketinget.

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Markedsudvalget (MKU).

I beslutningsforslaget opfordredes Folketinget til - bl.a. gennem ændringer i forretningsordenen - at sikre:

- at EU/EF-sager fremover behandles i større åbenhed,

- at man i højere grad inddrager folkelige organisationer og bevægelser i beslutningsprocessen,

- at EU/EF-sagerne bliver behandlet i Folketinget med samme grundighed som danske lovforslag,

- at man forbedrer kommunikationen til de valgte medlemmer af Europa-Parlamentet.

For at nå disse mål foreslog SF bl.a. følgende ændringer:

- Efter hvert markedsudvalgsmøde udsendes en pressemeddelelse om partiernes stilling til forhandlingsmandaterne.

- Den faglige uafhængige rådgivning af Folketinget styrkes.

- Alle kommissionsforslag behandles i Folketinget, enten ved folketingsdebatter eller ved udvalgsbehandling.

- Fagudvalgene inddrages i højere grad.

- Regeringen fremsender grundnotater, straks efter at et kommissionsforslag er fremsat.

- Interesseorganisationernes stilling oplyses.

- Der stilles økonomiske midler til rådighed for økonomisk svage interesseorganisationer.

- Der indføres delvis åbne markedsudvalgsmøder.

- Der afholdes løbende møder mellem markedsudvalgsmedlemmerne og medlemmerne af Europa-Parlamentet.

Beslutningsforslaget fra SF indgik i de drøftelser, som førte til beretning nr. 5 afgivet af et enigt Markedsudvalg den 20/5 1994. Nogle af ideerne fra beslutningsforslaget genfindes i denne beretning og bliver således ført ud i livet fra folketingssamlingen 1994-95.
Partiernes ordførere
Ivar Nørgaard (S), Charlotte Antonsen (V), Kent Sand Kirk (KF), Birgitte Husmark (SF), Annette Just (FP), Peter Duetoft (CD) og Elisabeth Arnold (RV)