B 22 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af private udviklingsselskaber.

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 134

Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

I beslutningsforslaget blev regeringen opfordret til at fremsætte lovforslag om oprettelse af private udviklingsselskaber efter følgende retningslinjer:

1. Udviklingsselskabernes opgave var at indskyde risikovillig kapital i iværksættervirksomheder inden for byerhverv, herunder væsentlige udvidelser af eksisterende virksomheder, og skibsbygning.

2. Indskud i udviklingsselskaberne skulle være fuldt fradragsberettigede, mens udtræk herfra skulle være fuldt skattepligtige.

3. Industriministeren skulle godkende selskaberne og fastsætte regler for, hvor længe indskud mindst skulle være bundet, for placeringsregler for den indskudte formue samt for en nærmere afgrænsning af de erhverv, hvori udviklingsselskaberne kunne investere.

Af bemærkningerne til forslaget fremgik det, at SF fandt behovet for iværksættelse i samfundet meget stort. F.eks. var iværksætterraten i Danmark knap halvt så stor som i Tyskland.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Erik Larsen (V), Pernille Sams (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kim Behnke (FP), Sonja Albrink (CD), Lone Dybkjær (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)