L 63 Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed og lov om tilsyn med firmapensionskasser.

Af: Industriminister Anne Birgitte Lundholt (KF)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 61 og L 62.

Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Erhvervsudvalget (ERU).

Loven medfører, at de hidtil gældende selskabsretlige bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed, der svarer til aktieselskabslovens bestemmelser, ophæves.

For de gensidige selskaber indebærer loven, at der er specifikke henvisninger til aktieselskabsloven i de tilfælde, hvor det er aktuelt.

Endvidere medfører loven, at det hidtil eksisterende system med forhåndsgodkendelser af forsikringsselskabernes og pensionskassernes tekniske grundlag m.v. erstattes af et anmeldelsessystem. Samtidig skal der ikke længere ske godkendelse af forsikringsbetingelserne.

Herudover får Finanstilsynet kompetence til at foranstalte undersøgelser og offentliggøre redegørelser på forsikringsområdet på linie med bl.a. de regler, der gælder for Konkurrencerådet.

Loven medfører endvidere en præcisering af reglerne om forbud mod selskabers ydelse af lån eller sikkerhedsstillelse for aktionærer m.v.

Regnskabsreglerne ændres således, at Finanstilsynet kan stille krav om intern revision og udarbejdelse af koncernregnskab efter reglerne i lov om forsikringsvirksomhed.

Loven medfører endelig ændring af bestemmelserne om tavshedspligt samt ændringer i EF-specifikke bestemmelser.

Ved loven ændres også lov om tilsyn med firmapensionskasser således, at godkendelsessystemet ændres til et anmeldelsessystem.

Lovforslaget havde til formål at gennemføre Industriministeriets Selskabsretspanels forslag i betænkning nr. 1229 fra februar 1992 om forenkling og fremtidstilpasning af selskabslovene.

Der henvises til omtalen heraf ovenfor under lovforslag nr. L 61.

Lovforslaget indeholdt endvidere bestemmelser udarbejdet under hensyn til Koktvedgaard-redegørelsen fra august 1991 om liberalisering af det aktuarmæssige tilsyn med livsforsikringsvirksomhed.

Herudover henvistes der i lovforslagets bemærkninger til Rådets direktiv nr. 92/49/EØF for så vidt angik ændringer i bestemmelserne om tavshedspligt og til gennemførelse af EØS-aftalen af 2. maj 1992 mellem De Europæiske Fællesskaber og EFTA-landene.

Loven fik sin endelige udformning ved vedtagelsen af et ændringsforslag stillet i udvalgets betænkning af et flertal (S, SF og RV) og et ændringsforslag af industriministeren i tillægsbetænkningen. Begge ændringsforslag vedrørte offentlige repræsentanter i bestyrelser i henholdsvis livs- og pensionsselskaber og tværgående pensionskasser.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 151 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV, KRF og Hans Erenbjerg (UP)).
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Pia Larsen (V), Flemming Hansen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Lone Dybkjær (RV), Sonja Albrink (CD) og Henning Lysholm (KrF)