L 345 Forslag til lov om ændring af lov om betalingskort m.v.

Af: Industriminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1992-93
Status: Bortfaldet
Ifølge lovforslaget skulle revisionen af loven udsættes til folketingsåret 1993-94.

I bemærkningerne til lovforslaget henvistes der til ændringen af betalingsloven. Den indførte navnlig ændrede ansvars- og tabsbegrænsningsregler, se omtalen heraf under lovforslag nr. L 60 i Årbog & Registre 1991-92 side 93.

I forbindelse med fremsættelsen af lovforslag nr. L 60 blev det overvejet at lade enhver form for elektronisk betalingsformidling, herunder home-banking og lignende systemer, være omfattet af loven.

Et hurtigtarbejdende udvalg, der var nedsat i foråret 1992, afgav en udtalelse i juni 1992. Det fremgik heraf, at der i udvalget var enighed om, at home-banking området burde reguleres gennem særlovgivning, men at det ikke var muligt for udvalget inden for den snævre tidsramme at udarbejde et forslag til en detaljeret særlovgivning.

Industriministeren nedsatte derfor et egentligt lovforberedende udvalg med henblik på afgivelse af betænkning i folketingssamlingen 1992-93. En revision af betalingskortloven forudsås derfor i forbindelse med en eventuel kommende lovgivning om home-banking m.v.

Lovforslagets revisionsklausul i § 37 blev udformet i overensstemmelse hermed.

Blandt andet som følge af afklaring af en række tekniske spørgsmål var udvalgets betænkning imidlertid endnu ikke helt færdigbearbejdet, og man fandt det derfor mest hensigtsmæssigt, at revisionen af betalingskortloven afventede betænkningens afgivelse, der forventedes i løbet af sommeren 1993.