L 307 Forslag til lov om statstilskud til hjemmeservice.

Af: Industriminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indfører en 3-årig forsøgsordning, hvorefter industriministeren inden for en årlig ramme på 1 mia. kr. yder tilskud til betaling for hjemmeservice, der udføres af en momsregistreret virksomhed for den private husholdning. Denne hjemmeservice kan bl.a. omfatte rengøring, vinduespudsning, madlavning, indkøb, havearbejde og snerydning.

Tilskuddet udgør 65 kr. pr. times arbejde, men kan dog ikke overstige 130 pct. af den pris, forbrugeren skal betale, når udgifterne til materiale, kørsel m.v. er fraregnet.

Om lovforslagets baggrund og formål var der i bemærkningerne bl.a. anført følgende:

»Regeringen lægger vægt på, at der - i overensstemmelse med regeringsgrundlaget - gribes ind over for negative virkninger af den høje marginalbeskatning til gavn for beskæftigelse og investeringer. Regeringens aktuelle overvejelser om omlægning af skattesystemet indeholder derfor en sænkning af den høje direkte beskatning af arbejdsindkomsterne med dette formål for øje.

Med nærværende lovforslag suppleres disse generelle overvejelser af en ordning, der retter sig specifikt mod de uheldige virkninger for husholdningernes hjemmeservice af den høje beskatning af arbejdsindkomsterne.

På dette område giver den høje beskatning af arbejdsindkomster specielt uheldige virkninger, da beskatningen indebærer, at det er attraktivt for private husholdninger enten at gøre arbejdet selv eller købe ydelserne på det sorte marked i stedet for at købe ydelserne på det regulære marked.

Af Finansministeriets oplæg fra oktober 1992 »Vejen til fuld beskæftigelse« fremgår det, at en stor del af de fremtidige arbejdspladser skal findes i forbrugerservicesektoren.«

Lovforslaget vedtaget med 61 stemmer (S, CD, RV og KRF) mod 60 (KF, V, SF og FP).
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Pia Larsen (V), Flemming Hansen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kim Behnke (FP), Addi Andersen (CD), Dorit Myltoft (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)