L 293 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove.

(Anparter, overskuds- og underskudsselskaber).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 294.

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Loven går for det første ud på at ændre anpartsreglerne, således at alle indtægter og udgifter vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe er omfattet af anpartsreglerne uanset antal ejere, når den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Det betyder, at afskrivninger, renteudgifter og administrationsomkostninger ved udlejningen kun kan fradrages i lejeindtægten fra udlejningsvirksomheden og ikke i anden virksomhed.

Loven går for det andet ud på, at selskaber først kan afskrive på nyerhvervede udlejningsaktiver i indkomståret efter erhvervelsen. Herved bliver det vanskeligt at opnå et hurtigt fradrag med henblik på at fjerne skatten af indkomst optjent inden overdragelsen af aktierne.

For det tredje indebærer loven en udvidelse af den gældende begrænsning af underskud efter ligningslovens § 15, stk. 5-8. Den gældende bestemmelse giver fuld adgang til underskudsfremførsel i erhvervsmæssige indtægter. Da indtægter ved udlejning af driftsmidler (leasing) er erhvervsmæssig, gælder begrænsningen ikke for brug af underskud i leasingindtægter. Med loven stoppes udnyttelse af uudnyttede underskud ved placering af afskrivningsberettigede driftsmidler i underskudsselskaber.

Lovforslaget var et led i regeringens skattereform, som omfattede 23 lovforslag (lovforslagene nr. L 283-305), hvortil henvises.

Lovforslaget vedtaget med 76 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 53 (KF, V og FP).
Partiernes ordførere
Klaus Hækkerup (S), Svend Aage Jensby (V), Kai Dige Bach (KF), Jens Thoft (SF), Ole Donner (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Knud Glønborg (KrF)