L 285 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven.

(Befordring).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 283, L 284 og L 286 - L 288.

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Loven fastlægger for det første, at alene følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages i den skattepligtige indkomst:

- til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage,

- til befordring mellem arbejdspladsen og

- til befordring inden for samme arbejdsplads.

For det andet ophæves lønmodtagernes ret til at fradrage de faktiske udgifter til erhvervsmæssig befordring og erstattes af en ordning, hvorefter arbejdsgiveren kan udbetale en skattefri godtgørelse.

For det tredje ophæves særreglen om det særlige befordringsfradrag ved befordring i egen bil, fordi den skaber usikkerhed p.g.a. de mange skønsprægede momenter, der indgår i vurderingen af, om bestemmelserne for fradrag er opfyldt.

For det fjerde hæves bundgrænsen og intervallerne, hvor Ligningsrådets standardsatser kan anvendes, til følgende:

km, 1993-sats

0-24 ......................................0

25-100............................... 116 øre pr. km

over 100 ............................. 29 øre pr. km.

Endelig gennemføres regler for beskatning af befordring hos lønmodtagere, når befordringen betales af lønmodtagerens arbejdsgiver.

Lovforslaget var et led i regeringens skattereform, som omfattede i alt 23 lovforslag (lovforslagene L 283-305).

Hovedformålet med skattereformen var at gennemføre en skatteomlægning, som over en årrække skulle nedbringe skatten af arbejdsindkomster.

Lovforslaget vedtaget med 76 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 53 (KF, V og FP).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Uffe Ellemann-Jensen (V), Peter Brixtofte (V), Knud Erik Kirkegaard (KF), Henning Baunbæk Dyremose (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Jes Lunde (SF), Ole Donner (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Bente Juncker (CD)